Jeg Har Giftet Mig Med Mine Bukser

Vi lever i en kultur, der på en eller anden måde er begyndt at se Disney klassikerne som en form for model for det perfekte liv, og som derfor forsøger at indrette samfundet på samme måde. Folk går på jagt efter deres ”eneste ene”, og alle vil behandles som prinser og prinsesser. Vi tror på at alt godt kommer til den som venter, og at vi nok alle sammen skal blive belønnet med at leve lykkeligt til vores dages ende. Det er noget absolut pjat, og det er skadeligt for alle: det fjerner ansvaret for at opnå ting i vores eget liv, og gør folk dovne og deprimerede.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er blevet spurgt om, om jeg ikke snart skal giftes. Det er både familie og venner, der synes det er det mest naturligt spørgsmål i verden. Det sjove er så, at når jeg spørger hvorfor jeg skulle tage at gifte mig, så har de svært ved at komme med et svar på spørgsmålet. Det skyldes ganske enkelt, at deres eget valg med at gifte sig, ikke er noget de har tænkt igennem eller rationelt besluttet sig for. Det er bare noget ”man gør” – det er sen selvfølge, en del af det store manuskript Disney har skrevet for vores liv. Man kan da ikke bare gå ud, og leve sit liv, efter en anden model, kan man?

Hvis man elsker nogen, så skal man gifte sig med dem. Det er en fast trope i de historier de fleste mennesker lever. Hvis man går væk fra det, så kan man umuligt få sig et godt liv. Men hør nu lige her: hvorfor skal man gifte sig med nogen, hvis man elsker dem? Jeg har et par bukser jeg elsker – betyder det, at jeg skal gifte mig med mit par replay? Her hører jeg typisk, at det selvfølgelig kun gælder mennesker. Men hvorfor? Hvorfor skal kærlighed til et andet menneske igennem et langt ritual, illustreres igennem en fingerring og velsignes af Gud, før nogen tror på det? Hvis en af mine venner ikke tror på, at mine Replay er mit dyrebareste eje, kan jeg så bevise det overfor ham ved at købe en diamantring og smide i lommen på dem?

Nej ser du, kærlighed er noget der opstår imellem to mennesker. (Eller én vej imellem mennesker og objekter: jeg tror desværre ikke, at mine bukser elsker mig tilbage.) Det er en forbindelse, som du ikke kan bevise overfor nogen som helst andre. Du kan selv mærke, at du elsker det andet menneske. Hvis det andet menneske også elsker dig, vil I typisk have en helt særlig forbindelse der betyder, at de også kan mærke din kærlighed til dem. Det er det eneste bevis der er, og det er kun de involverede der kan mærke det. Ingen fester, lagkager eller præster kan gøre den følelse tydeligt for andre.