Sådan Overkom Jeg Min Aggressive Uhøflighed

Da jeg var en ung teenager, var jeg noget af en mundfuld for folk omkring mig. Mest mine forældre selvfølgelig, men desværre også for stort set alle andre mennesker jeg kom i kontakt med, uanset årsagen. Når folk snakker om deres ungdomsoprør, så lyder det altid som nogle sjove historier der er relativt uskyldige. Sådan var det virkeligt ikke med mig! Jeg var hvad jeg vil kalde ”aggressivt uhøflig”. Jeg var ikke typen der opsøgte slåskampe – nej, jeg var lidt af en splejs, så hvis tingene blev fysiske havde jeg det med at løbe væk så hurtigt jeg kunne! Men verbale slåskampe var noget jeg var stor fan af. Jeg havde opbygget mig en evne til at pisse næsten hvem som helst af ved at finde de rette ord frem. Jeg var noget af en djævel: jeg kunne have langt samtaler med folk, der virkede ganske uskyldige, og måske endda venlige. Men i virkeligheden gravede jeg bare efter information, som jeg kunne vende om og bruge imod dem. Jeg var verdensmester i at vinde folks tillid, og få dem til at dele meget personlige ting med mig. Når jeg så vidste, at de havde usikkerheder omkring deres forældres skilsmisse, det faktum at de var adopteret, eller noget helt tredje, så blev det mit nye våben i kampen om at få dem til at reagere emotionelt.

Jeg mener ikke, at der er noget der kan undskylde min opførsel, men jeg vil alligevel forsøge at forklare den. Jeg voksede op i et hjem med meget strenge forældre. Vi havde en opslagstavle fyldt med ufatteligt detaljerede regler, og der blev hurtigt slået ned på, hvis man ikke gjorde alt til punkt og prikke. Det fik mig til at føle mig som en robot: allerede som barn kan jeg huske, at jeg havde drømme om at jeg var en maskine der læste instrukser på papirerne og gjorde dem uden tanke. Denne følelse af manglende kontrol var det, der lå til grund for mit oprør: jeg var sulten efter en følelse af kontrol. Uheldigvis fandt jeg denne kontrol i form af, at kunne få andre mennesker til at blive vrede eller kede af det. Ved først at følge de sociale regler, og derefter vende tingene på hovedet, kunne jeg opnå kontrol, og det gav mig en god følelse indeni.

Mine forældre kunne godt se problemet, men anede ikke hvad de skulle stille op. Jo flere regler de lavede, jo mere strittede jeg imod. Til sidst måtte de sende mig på efterskole i jylland. Det var den bedste beslutning de kunne have gjort, og jeg er evig taknemlig for det. Jeg kom væk fra denne følelse af at være i et diktatur, og fik en chance for at genopfinde mig selv i nye omgivelser. Der er også regler på en efterskole, men det er tydeligt at de er for det fælles bedste: det er ikke bare et diktatur hvor man ingen kontrol har. Efterskolen gav mig en gruppe, som jeg kunne arbejde sammen med, hvor der var enorm fokus på at hjælpe hinanden.