Sov godt og hold varmen i naturen

En god nattesøvn kan være alfa og omega for, hvordan din dag kommer til at forløbe. Det er derfor vigtigt, uanset hvor du sover, at have det rigtige udstyr, også når du tilbringer natten i naturen. Den helt rigtige sovepose kan være med til at give dig en god nattesøvn i naturen og vågne frisk og veludhvilet op til en ny dag.

Årstiden er en af de vigtige faktorer, når du skal vælge. En som er beregnet til sommer vil ikke kunne holde dig varm i vintermånederne. Her er det vigtigt, at du kigger efter det, der kaldes komfort-temperatur eller T-comf. Denne viser den laveste temperatur, hvori du kan holde varmen og stadig have det komfortabel. Hvis der er angivet ”Upper Limit”, vil det sige, at en standard voksen mand kan holde varmen og få en komfortabel søvn. Står der til gengæld ”Comfort rating”, betyder dette, at en standard voksen kvinde kan få en god nattesøvn.

En anden faktor du skal være opmærksom på, er materialet. Her er det vigtigt at hæfte sig ved, at jo varmere den skal være, jo mere fyld skal der også i. Fyldet kan enten være dun eller fiber. For at finde frem til den helt rigtige sovepose til lige præcis dit behov, får du her en guide.

 

Dun

Dun er et rigtigt godt bud på fyldet til dig, der gerne vil have kvalitet. Dun holder varmen samtidig med, at vægten er lav. Dunene der bliver brugt til formålet stammer fra gæs eller ænder og fylder væsentlig mindre, når de sammenpakkes. En fordel ved at vælge dun som dit fyld er, at dun tillader en høj grad af damp fra din krop at trænge igennem. Dog kræver dette, at du husker at lufte og tørre din pose godt, da dun ikke kan tåle at være fugtig i længere tid. Vær opmærksom på balancen mellem gåse- og andefjer i din sovepose; Gåsefjer er høj kvalitet og derfor også dyrere. Hvis du vælger en kombination, der hedder 70/30, vil det altså sige, at der er 70 % dun og 30 % fjer.

Hvis du har bestemt dig for, at dun er det fyld, der skal være i din pose, skal du også være opmærksom på, hvordan den er syet. Syningen er vigtig, da det holder dunene på plads. Der syes kanaler i forskellige former og størrelser alt efter, hvordan dunene placeres. Kanalerne kan for eksempel være firkantede, v-formet, osv.

En anden ting du skal være opmærksom på, er fyldevægten. Denne skrives som cm3/gram og angiver varmeisoleringen, og hvor god kvaliteten af dunene er. Her gælder det ligesom med alt andet, at pris og kvalitet hænger sammen, så jo mere du betaler, jo bedre er kvaliteten og fyldevægten også. Det betyder også, at hvis der er angivet 800cm3/gram, vil dette være bedre end 300cm3/gram og dermed også en bedre kvalitet.

 

Fiber

Kigger du efter en billigere løsning, er fiberfyld et godt bud til dig. Fiber kan enten være lavet af korte eller lange fiber. Hvis fyldet er lavet af kort fiber, vil disse skulle pakkes tæt sammen eller limes ved produktionen for at kunne holde på varmen og luft. Dog kræver de korte fiber også, at der skal være flere syninger, hvilket kan være med til at forringe isoleringen. Produceres det derimod med lange fiber, bliver disse pakket sammen og krøllet/filtret, som gør isoleringen bedre.

En fordel ved fiberfyld er, at posen tørrer hurtigere og kan dermed bruges hurtigere. Derudover er fiberfyldet bedre til at isolere, selvom den er blevet lidt fugtig. Vær dog opmærksom på, at fiberfyld har en kortere levetid, end dunfyld har.

 

Gode råd

 Når du har købt din sovepose med enten dunfyld eller fiberfyld, er der ting du skal være opmærksom på.

Når du opbevarer din pose, skal den helst være udslået. Grunden til dette er, at dun tager længere tid om at tørre, og det kan derfor ødelægge isoleringen, hvis den opbevares sammenkrøllet. Fiberfyldet er mere skrøbelig og knækker derfor med tiden. Hvis du vil have din fiberpose til at holde i ekstra lang tid, er det en god ide at opbevare den udslået, så fiberen ikke knækker og går i stykker.

Hvis ikke du har købt en dunpose, som er imprægneret, kan det være en god ide at købe en imprægnering, som vil gøre den vandafvisende, så dunene eller fiberen ikke optager fugt.

Selvom man ikke skulle tro det, er lynlås en yderst vigtig ting. Det er vigtigt, at lynlåsen er en god kvalitet, og de fleste producenter anvender også en YKK lynlås, som har en høj kvalitet. Du skal blandt andet kigge efter, hvor grov lynlåsen er. Jo grovere den er, jo lettere vil det være at lukke den, hvis der er kommet sand, is eller andet imellem. Det vigtigste er dog isoleringsflappen, som du finder bagved eller foran lynlåsen. Derfor foreslås det, at du prøver at køre med lynlåsen mange gange, inden du bruger den første gang. På den måde finder du ud af, om lynlåsen kører fast i flappen.